Snaphanernes Trop

LOVE FOR GRUPPEN - VEDTÆGTER


Snaphanernes Trop og Flok
Hjemsted: Terslev i Faxe Kommune


§ 1.
    
En gruppe består af en eller flere grene:
Bæverkoloni          fra 5 år til og med 7 år    Arbejdsenhed:    Familie
Ulveflok               fra 7 år til og med 10 år    Arbejdsenhed:    Bande
Børn der går i 1. klasse, men ikke er fyldt 7 år, kan også optages i flokken.

Stifinderstamme    til og med 12 år        Arbejdsenhed:    Kobbel
Spejdertrop           til og med 17 år        Arbejdsenhed:    Patrulje
Pionerklan             til og med 24 år        Arbejdsenhed:    Sjak
Roverklan            ingen øvre grænse    Arbejdsenhed:     Sjak

Aldersgrænserne er vejledende for den enkelte gruppe i det daglige arbejde, men gældende ved turneringer afholdt af korpset.
Ved en turnerings start skal alle deltagere overholde ovenstående aldersgrænser, dog kan dispensation gives af spejderchefen.

Alle medlemmer udfylder en indmeldelsesblanket, evt. digitalt i korpsets fælles medlemsregistreringssystem. Ved modtagelsen af korpsmærket underskrives en erklæring om, at medlemmet forpligter sig til ved udmeldelse at tilbagelevere korpsmærket og WFIS mærke. Erklæringens nærmere indhold fastsættes af Korpsstyrelsen.


Grupperådet

§ 2.

Grupperådet består af:
 1. Forældre til medlemmer under 16 år
 2. Medlemmer der er fyldt 16 år
 3. Medlemmer af Gruppestyrelsen som ikke falder ind under 1 og 2

Hvert medlem af grupperådet har én stemme, dog har forældre til spejdere under 16 år én stemme for hvert barn, de har i gruppen. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 3

Ordinært Grupperådsmøde afholdes hvert år inden den 1. marts.

Medlemmerne af Grupperådet indkaldes skriftligt og med mindst 30 dages varsel til Grupperådsmøde af Gruppestyrelsens formand. Indkaldelsen skal indeholde mødets dagsorden.

Forslag, der skal behandles på Grupperådsmøder, og - for ordinære møders vedkommende - tillige det reviderede og af Gruppestyrelsen underskrevne regnskab for det foregående år med tilhørende status samt forslag til budget for det indeværende år, skal være fremkommet til medlemmerne senest 14 dage inden mødet.

Ekstraordinært Grupperådsmøde afholdes efter Grupperådets eller Gruppestyrelsens beslutning eller efter skriftlig anmodning fra mindst to Gruppestyrelsesmedlemmer. Anmodningen skal indeholde angivelse af, hvilke punkter der ønskes behandlet på mødet. Mødet skal afholdes senest tre uger efter begæringens fremkomst.

§ 4.

Dagsorden for det ordinære Grupperådsmøde skal omfatte:
1.  Valg af dirigent og referent
2.  Beretning fra Gruppestyrelsen og lederne
3.  Fremlæggelse af årsrapport til godkendelse
4.  Behandling af indkomne forslag
5.  Vedtagelse af budget - herunder fastsættelse af medlemskontingent
6.  Valg af medlems- og forældrerepræsentanter og suppleanter til gruppestyrelsen
7.  Valg af revisor og revisorsuppleant (der ikke må være medlem af Gruppestyrelsen eller i nær familie med et af dets medlemmer)
8.  Gruppestyrelsens planer for det kommende år
9.  Eventuelt

§ 5.

Et referat af Grupperådsmødet underskrevet af dirigenten og Gruppestyrelsesfor¬manden offentliggøres i førstkommende nummer af gruppens blad eller udsendes til medlemmerne.

Grupperne skal indsende indberetninger til Korpsstyrelsen i henhold til korpsets retningslinjer for gruppeindberetninger

 
Gruppestyrelsen

§ 6.

Gruppestyrelsen har ansvaret for gruppens økonomi og for, at gruppen og dens afdelinger ledes i overensstemmelse med korpsets grundlov, formål og arbejdsgrundlag.

Gruppestyrelsen er endvidere ansvarlig for ajourføring af korpsets medlemssystem og (andre) registreringer af ledere og civile Gruppestyrelsesmedlemmer m.v. samt for rettidig indsendelse af disse data.

Gruppestyrelsen består af de medlems- og forældrerepræsentanter, der vælges på Grupperådsmødet. Som udgangspunkt vælges de pågældende repræsentanter for en 2-årig periode. Herudover består Gruppestyrelsen af de ansvarlige ledere (grenlederne) for de enkelte grene. I søgrupper vælges et søkyndigt medlem.

Gruppestyrelsen skal være således sammensat, at grenlederne er i mindretal, og at der så vidt muligt er et ligeligt antal repræsentanter for de forskellige afdelinger for medlemmer under 18 år.
§ 7.

Umiddelbart efter valget konstituerer Gruppestyrelsen sig ved valg af styrelsesformand og gruppekasserer blandt medlems- og forældrerepræsentanterne. Formand og gruppekasserer må ikke være i nær familie med hinanden eller med en afdelingsleder.

Endvidere vælger Gruppestyrelsen to repræsentanter samt suppleanter, som indtræder i Korpsrådet. Det tilstræbes at grupperne vælger en civil repræsentant og en uniformeret repræsentant fra hver gruppe. I tilfælde af forfald kan Gruppestyrelsen udpege nye repræsentanter i stedet for den eller de forhindrede.
§ 8.

Grupper, i hvilke en eller flere afdelinger agter at drive en del af arbejdet til søs, skal søge anerkendelse som søgrupper. For sådanne gruppers vedkommende fastsætter Gruppestyrelsen en sikkerhedsinstruks i henhold til de til enhver tid gældende regler.

Gruppestyrelsen er ansvarlig for, at de til enhver tid af Korpsstyrelsen fastsatte sikkerhedsbestemmelser overholdes.

Hvert år inden sejladsens begyndelse - eller straks ved anskaffelsen af nye både i sejlsæsonen - indsender Gruppestyrelsen til korpset fartøjscertifikater underskrevet af Gruppestyrelsesformanden, det søkyndige medlem af Gruppestyrelsen og de respektive afdelingsledere.

§ 9.

Alle aktiviteter planlægges og ledes af grenlederen under ansvar over for Gruppestyrelsen. Til at støtte grenlederne i dette arbejde kan der i de enkelte grene udpeges assistenter.

Grenledere skal være fyldt 21 år og assistenter 18 år. Ledere udnævnes af korpset efter indstilling fra Gruppestyrelsen.

Grenlederne skal iagttage, at arbejdet hviler på det fremadskridende arbejdsstof, og at arbejdet sker i en form, som tilgodeser kreativitet, valgmulighed og arbejdsfordeling.

Det henstilles til gruppen, at denne deltager i de af korpset afholdte holdpræstationer.


Tegningsregler
§ 10.

Gruppen tegnes af Gruppestyrelsesformanden og kassereren hver for sig. I tilfælde af væsentlige beslutninger tegnes gruppen af den samlede Gruppestyrelse. Som eksempler på væsentlige beslutninger kan nævnes køb og salg af fast ejendom, pantsætning af samme samt afhændelse af værdipapirer, som ligger uden for sædvanlige genplaceringer el.lign. I tilfælde af at formand eller kasserer er under 18 år, kan gruppestyrelsen udpege en person over 18 år til at tegne Gruppestyrelsen overfor banker o.l.


Hæftelse
§ 11.

For gruppens gæld hæfter kun gruppens formue.
§ 12.

Såfremt en gruppe nedlægges, tilfalder aktiverne beslægtede formål efter Grupperådets skøn. Forinden Grupperådet træffer bestemmelse om anvendelse af aktiver, skal gruppens gæld være afviklet. Såfremt Grupperådet ikke træffer beslutning om aktivernes anvendelse inden 6 måneder efter gruppens ophør, tilfalder disse korpset.

§ 13.

Denne lov træder i kraft den 20. april 1985. Loven er vedtaget på stiftende generalforsamling den 25. februar 1984. Med senere ændringer vedtaget på ordinært Korpsrådsmøde den 20. april 1985, på ordinært Korpsrådsmøde den 13. april 1991, på ordinært Korpsrådsmøde den 12. april 1997, på ordinært Korpsrådsmøde den 17. april 1999, på ordinært Korpsrådsmøde den 21. april 2001, på ordinært Korpsrådsmøde den 9. april 2005, på ordinært Korpsrådsmøde den 22. april 2006, på ordinært Korpsrådsmøde den 14. april 2007, på Korpsrådsmødet den 18. april 2009, på Korpsrådsmødet den 17. april 2010, på Korpsrådsmødet den 16. april 2011, på Korpsrådsmødet den 12. april 2014, på Korpsrådsmødet den 18. april 2015, på Korpsrådsmødet den 22. april 2017 og på Korpsrådsmødet den 13. april 2019.


DEL PÅ: